Circular Economy Specialist — løn 2026: 51.294 kr. om måneden

En specialist i cirkulær økonomi arbejder med at bryde med den lige linje fra råstof til affald. Målet er, at materialer bliver i omløb — gennem længere levetid, reparation, genbrug og genanvendelse.

Arbejdet er praktisk og ofte teknisk:

• Materialekortlægning: hvad består produkterne af, hvor kommer materialerne fra, og kan de overhovedet genanvendes bagefter
• Produktdesign: et produkt, der er limet sammen, kan ikke repareres. En stor del af arbejdet er at få design-afdelingen til at bygge ting, der kan skilles ad
• Retursystemer: hvordan får virksomheden produkterne tilbage, når kunden er færdig med dem, og hvad koster det
• Nye forretningsmodeller: udlejning, abonnement eller salg af en ydelse i stedet for et produkt. Det ændrer hele indtjeningen og kræver, at økonomifunktionen er med
• Dokumentation: hvad kan virksomheden faktisk påstå om genanvendt indhold, og hvordan bevises det

Den svære del er økonomien. Cirkulære løsninger er ofte dyrere i starten, og gevinsten kommer over tid eller gennem regulering. En stor del af arbejdet er derfor at regne forretningen hjem, ikke bare at beskrive idéen.

Rollen findes i produktionsvirksomheder, i detailkæder, hos affalds- og genanvendelsesvirksomheder, i rådgivning og i kommuner.

Hvilken lovgivning dækker denne rolle?
EU's forordning om miljøvenligt design af bæredygtige produkter, som blev vedtaget i 2024, indfører krav om holdbarhed, reparerbarhed og genanvendeligt indhold for en lang række produktgrupper og indfører et digitalt produktpas. EU's emballageforordning stiller krav om, at emballage kan genanvendes, og om genanvendt indhold. Producentansvaret for emballage trådte i kraft i Danmark i 2025 og gør producenterne økonomisk ansvarlige for affaldshåndteringen. Miljøbeskyttelsesloven og affaldsbekendtgørelsen sætter de danske rammer.

Miljøvurderinger laves i livscyklusværktøjer som SimaPro, GaBi eller OpenLCA, hvor et produkts samlede påvirkning beregnes fra råstof til bortskaffelse. Beregningen er kun så god som de data, der lægges ind, og en stor del af arbejdet er at skaffe dem fra leverandørerne.

Materialedata samles i databaser og i systemer, hvor produktets sammensætning dokumenteres — det bliver et krav med EU's digitale produktpas.

Dertil kommer almindelige regneark og forretningsmodeller, hvor den økonomiske side regnes igennem: hvad koster indsamlingen, hvad er materialet værd, og hvornår tjener ændringen sig hjem.