Hvordan fjerner man gamle klistermærker uden at efterlade lim

Bolius deler fremgangsmåden op efter overflade. Hårde overflader som glas, plastlaminat og maling behandles for sig, og træ, tapet og pudsede vægge for sig.

Se efter, om overfladen er glat og tæt, eller om den er sugende. Glas, glaseret keramik og plastlaminat er tætte og tåler mest. Malet træ, lakeret træ, tapet og puds er sugende eller sarte, og dér trænger et opløsningsmiddel ind i stedet for at blive på overfladen.

Sådan ser rigtigt ud: Du kan se det på en dråbe vand. På en tæt overflade bliver den liggende som en perle. På en sugende overflade trækker den ind og efterlader et mørkt mærke.

Hvis din overflade ser anderledes ud: Er du i tvivl, om det er lak eller maling, så vælg det sarteste af de to. Er det et gammelt møbel med skellak eller politur, tåler det næsten ingen opløsningsmidler, og der er en møbelrestaurator det rigtige valg. Er overfladen et klæbemærke på et bilnummerplade-lignende metal, gælder de hårde overfladers metode.

Dette trin er det, der adskiller en løst klistermærke fra en ødelagt møbelplade. Bolius anviser udtrykkeligt at prøve forsigtigt, om overfladen kan tåle midlet, for eksempel på et område hvor en eventuel skade ikke kan ses.

Vælg et sted, ingen kigger: bagsiden af en låge, undersiden af en bordplade, bag et hængsel. Dup lidt af midlet på med en vatpind, lad det sidde i et minut taget på et ur, og tør af.

Bolius bemærker desuden, at organiske opløsningsmidler på nogle overflader kan give pletter. Det er præcis dét, testen skal afsløre.

Sådan ser rigtigt ud: Overfladen er uændret bagefter. Der er ingen mat plet, ingen farveændring, og kluden har ikke taget farve fra overfladen.

Hvis din test ser anderledes ud: Bliver overfladen mat, klæbrig eller misfarvet, så stop med det middel. Tager kluden farve, opløser midlet malingen — gå tilbage til lunkent vand og varme fra en hårtørrer. Bobler lakken op, er skaden allerede sket på testområdet, og du skal vælge en helt anden metode.

Bolius er tydelig om rækkefølgen. Nogle klistermærker er vandopløselige, og nogle er ikke. Start altid med at teste, om mærket kan opløses med helt almindeligt lunkent vand.

Fjern først det løse materiale. Bolius anviser at tage det løse af med en negl eller en glasskraber og derefter massere papirdelen med en fugtig klud. Læg en klud vredet op i lunkent vand hen over mærket, og lad den ligge. Tag tid på et ur og giv det mindst ti minutter, før du prøver at gnubbe.

Virker vandet ikke alene, kan varme hjælpe. Bolius nævner, at du kan opløse klisteret ved at gnubbe længe med lunkent vand. Eller ved at blæse på det med en føntørrer. Hold hårtørreren i bevægelse en håndsbredde fra overfladen, så varmen ikke samler sig ét sted.

Sådan ser rigtigt ud: Du kan se, at papiret bliver mørkt og blødt hele vejen igennem. Det skal kunne skubbes af i flager i stedet for at rive i småstykker. Du kan mærke, at limen bliver klæbrig og trækker sig sammen i ruller under fingeren.

Hvis dit klistermærke ser anderledes ud: Ligger vandet bare oven på mærket uden at trænge ind, er mærket ikke vandopløseligt. Rids da forsigtigt mærkets overflade med en negl, så vandet kan komme ind. Er mærket helt sprødt og knækker i småstykker, er det gammelt og udtørret, og du skal regne med flere omgange. Bliver træet under mærket mørkt, stopper du med vandet med det samme.

Mellem vand og de skarpe midler ligger et skridt, mange springer over. Bolius nævner, at nogle limtyper kan opløses af almindelig madolie, og placerer det netop mellem de milde husholdningsmidler og sprit og benzinbaserede opløsningsmidler.

Dryp olien på limresten, og lad den trække. Tag tid på et ur og giv det et kvarter. Gnub derefter med en tør klud i små cirkler. Olien opløser ikke limen kemisk, men gør den blød og glider ind mellem limen og overfladen.

Sådan ser rigtigt ud: Du kan mærke, at limen ruller sig sammen under fingeren og slipper i småkugler. Overfladen skal blive fedtet, men uændret i farve.

Hvis din limrest ser anderledes ud: Sidder limen stadig hårdt efter et kvarter, er den ikke af den type, olie løsner. Er overfladen sugende, som ubehandlet træ eller tapet, så brug ikke olie. Den giver en mørk plet, der er sværere at fjerne end limen. Bagefter fjerner du oliefilmen med opvaskemiddel og vand.

Er limen stadig der, peger Bolius på lugtfri petroleum, lampeolie eller rensebenzin til selve limresten på hårde overflader som glas, plastlaminat og maling.

Bolius siger samtidig klart, hvad de koster: rensebenzin er hurtigst, men er mest miljøskadeligt og kræver god udluftning. Vælg derfor lugtfri petroleum eller lampeolie først, og gem rensebenzinen til det, der ikke giver sig.

Hæld midlet på en klud frem for direkte på overfladen, så du styrer hvor meget der kommer. Læg kluden på limresten, lad den ligge et par minutter taget på et ur, og gnub derefter i én retning.

Åbn vinduet, før du begynder. Udluftningen er ikke en formalitet, men Bolius' udtrykkelige krav ved rensebenzin.

Sådan ser rigtigt ud: Du kan se, at limen løsner sig i sammenhængende stykker og sætter sig på kluden. Den må ikke smøre sig ud. Overfladen bliver ren og blank, når midlet er fordampet.

Hvis din overflade ser anderledes ud: Bliver malingen blød eller mat, stopper du straks og skyller med vand og opvaskemiddel. Bliver plasten mælkeagtig, har midlet angrebet den, og skaden kan ikke fortrydes. På træ, tapet og pudsede vægge anviser Bolius den samme fremgangsmåde. Men prøv forsigtigt på et skjult sted først. Dér er risikoen for en varig plet størst.

Glas tåler mest og har sin egen genvej. Bolius skriver, at limrester på det meste glas nemt kan fjernes med lidt husholdningseddike på en klud.

Skal du have etiketter af syltetøjsglas, er iblødsætning det, der virker bedst. Bolius anviser at lægge glasset i blød natten over i varmt opvaskevand. Alternativt i en opløsning på 1 deciliter soda til 10 liter koldt vand, som er den mest effektive løsning. Mål sodaen op med et decilitermål og vandet i en spand med literstreger. Lad soda-opløsningen stå i et døgn, aflæst på et ur.

Bolius forklarer hvorfor det virker: soda er kraftigt basisk med pH 11, og det får papir og lim til at svulme op. Kogende vand hældt over glasset virker også i mange tilfælde.

Derefter skrabes etiketten af. Bolius nævner glasskraber, kniv, skurebørste eller en metalsvamp til gryder, og at en tur i opvaskemaskinen afslutter processen.

Sådan ser rigtigt ud: Du kan se, at etiketten er svulmet op. Den skal glide af i ét stykke eller store flager, uden at du skraber hårdt. Glasset bliver blankt uden hvide skygger, når det er tørt.

Hvis dit glas ser anderledes ud: Er limen ikke vandopløselig, bliver den siddende efter iblødsætningen. Bolius anviser da rensebenzin eller petroleum, men kun hvis det er nødvendigt. Er glasset dekoreret eller har det påtrykt tekst, må du ikke bruge metalsvamp eller glasskraber på selve trykket — det slibes af.