Autolakererlærling

En autolakererlærling er i gang med erhvervsuddannelsen og arbejder på et lakeringsværksted, mens faget læres.

• Klargøringen først: slibning, afdækning og rengøring er det, man begynder med — og det er også det, der afgør resultatet
• Spartling: at få en flade helt jævn tager tid at lære, og fejlen ses først, når lakken er på
• Farveblanding: lærlingen lærer at blande efter opskrift og at prøve farven af på en plade
• Sprøjtning: kommer gradvist, først på mindre dele og under vejledning
• Skoleophold: teori om materialer, farvelære og arbejdsmiljø læses på skolen mellem praktikperioderne
• Sikkerheden: lak, opløsningsmidler og støv gør, at værnemidler og udsugning skal bruges rigtigt fra dag ét
• Svendeprøven: uddannelsen afsluttes med en prøve, der giver svendebrev

Den faglige kerne er tålmodigheden i forarbejdet. Nye lærlinge vil gerne sprøjte, men et dårligt slebet underlag kan ikke reddes af nok så god en lakering — og det er den erkendelse, uddannelsen først og fremmest skal give.

Hvilken lovgivning dækker denne rolle? Erhvervsuddannelser er reguleret af erhvervsuddannelsesloven, og uddannelsesaftalen mellem lærling og virksomhed fastlægger forløb, løn og gensidige forpligtelser. Arbejdsmiljøloven pålægger arbejdsgiveren at instruere og oplære især nye og unge medarbejdere, og der gælder særlige regler for unge under 18 år om arbejde med farlige stoffer — Arbejdstilsynet fører tilsyn. Arbejde med to-komponentlak indeholdende isocyanater kræver særlig uddannelse, og lakrester er farligt affald efter affaldsreglerne.

Lærlingen begynder med slibemaskiner og håndslibning, afdækningsmateriale og spartel — det håndværk, alt andet hviler på.

Farveblanding læres på værkstedets blandeanlæg efter producentens opskrifter, og prøvepladen holdes op mod bilen, inden der lakeres.

Dertil kommer sprøjtepistolen, som kommer til gradvist og under vejledning, lakerekabinen med filtreret luft og kontrolleret temperatur, og det åndedrætsværn med frisk luft, der er et krav ved to-komponentlak.